De store selskaber høvler gælden ned
7. januar 2011
Landets største virksomheder er godt i gang med at frigøre sig fra bankerne. Siden udgangen af 2008 har landets største børsnoterede selskaber således nedbragt deres rentebærende gæld til banker og kreditinstitutter med i alt 39 mia. kr., skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det svarer til, at de store firmaer i C20-indekset over en bred kam har skåret næsten en fjerdedel af deres gæld væk på under to år, så de fra at skylde 171 mia. kr. ved udgangen af 2008 nu blot har udeståender for 131 mia. kr. med banker og kreditinstitutter.
Forrest er gået selskaber som Danisco og Novozymes, der nu begge stort set er gældfrie, mens også selskaber som Vestas og Chr. Hansen har haft travlt med at tilbagebetale gæld og har halveret deres gæld til bankerne.
- Vi har set en udvikling, hvor de store ikke længere vil være afhængige af banken og derfor har reduceret deres gæld betydeligt. Det betyder, at de store selskaber nu selv stiller betingelserne, hvor det tidligere var banken, der gjorde det, siger Bent Jørgensen, partner i revisionsfirmaet PriceWaterhouseCoopers med ansvar for gældsrådgivning og krisestyring.
(RB-Børsen)
Om Nyheder
Erhvervsnyheder leveres i samarbejde med RB-Børsen




