Aurigas CEO: Tilfreds med fremgang
28. januar 2012
Direktør i Auriga Kurt Pedersen Kaalund er tilfreds med regnskabet for 2011, således som det ser ud i den foreløbige meddelelse han fredag har sendt til børsen.
- Vi har som ventet haft fremgang på alle mål og indsatsområder. Vi har øget driftsindtjeningen med 100 mio. kr. trods tørke i Texas, problemer i vores tyske selskab og valutamodvind. Det er vi tilfredse med, siger direktøren til Ritzau Finans.
På valutasiden er det primært en negativ udvikling i dollar samt i fjerde kvartal fra den brasilianske real og den indiske rupee, der rammer Auriga.
- Vi ville gerne have gjort det bedre, men vi er tilfredse. Så har vi jo det her år til at vise, vi kan gøre det endnu bedre, lyder det optimistisk fra den tilfredse direktør.
Pengestrømmen skuffer, da den er negativt påvirket af højere tilgodehavender, hvilket dog ikke bekymrer direktøren.
- Det er ikke positivt (at tilgodehavender stiger, red.), men vi har præsteret at reducere "trade working capital", de penge vi har bundet i debitorer og varelagre. Og vores gældsbyrde er ligeledes reduceret, siger direktøren.
Han mener, ikke at der er grund til bekymring for, at kunderne ikke betaler tilbage, eller som han siger:
- Det er rart at have ting til gode, når bare det ikke er tæsk.
Tilgodehavender er ikke så skidt. Men selvfølgelig ville vi hellere have haft dem som kontanter, så slap vi for at betale renten i banken, forklarer direktøren.
Grunden til stigningen forklarer han med, at Auriga sælger mindre gluphosat i Nordamerika og sælger flere produkter andre steder i verden.
- Det trækker tilgodehavender op, da betalingsbetingelserne er anderledes end i fx. Nordamerika, siger han.
Læs alle nyheder om Kemisk fremstilling ›
Om Nyheder
Erhvervsnyheder leveres i samarbejde med RB-Børsen




