Af Charlotte Sahl-Madsen
29. april 2011

Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? Man kan næppe finde et spørgsmål, der trænger sig mere på.

Ikke mindst i lyset af onsdagens udmeldinger om, at Nokia lukker sin udviklingsafdeling i Danmark – og 950 videnstunge medarbejdere står uden job.

Det rykker ved vores selvforståelse, for det er jo netop inden for sådanne jobs, vi alle er blevet enige om, at Danmark har en særlig styrkeposition, og det er netop sådanne jobs, der er forudsætningen for, at vi kan bevare et velfærdssamfund i fremtiden - Også selv om smykker i samlesæt pludselig er blevet en imponerende god forretning.

Der er da heller ikke behov for at skylle barnet ud med badevandet. Generelt har IKT-sektoren det godt i Danmark, og der er afgjort en flerhed af årsager bag Nokias lukning. Ikke desto mindre minder det os om, at også de kreative og teknologiske arbejdspladser er sårbare. Det er ikke længere et lukket kredsløb, hvor nedjusteringer hos Nokia fører til nye arbejdspladser hos andre virksomheder i Danmark. De kan fremover let sive til Kina, Indien eller andre eksotiske himmelstrøg.

Det er uomtvisteligt, at Danmark kommer under skærpet konkurrence. Hvis de nuværende tendenser fortsætter vil vesten i 2025 have afgivet den videnskabelige og teknologiske førertrøje til Asien.

Det er ikke langt ude i fremtiden. Det er faktisk allerede om 14 år, dvs. når min generation, så småt begynder at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Det er jo ikke et opløftende scenarie: At vi kan se frem til at gå på aftægt som generationen, der mistede en historisk førerposition, da globaliseringen rent faktisk begyndte at betyde noget.

Hvis Danmark skal klare sig i den internationale konkurrence, skal vi ikke kun være flittige – vi skal også være kloge og idérige. Og der er mange fordele ved, at Kina og Indiens enorme befolkninger får flere penge og en velstående middelklasse. Det giver mange muligheder - det åbner nye markeder og det øger muligheden for samhandel.

Men det kræver, at vi evner at gribe mulighederne – Det er ikke er nogen selvfølge, at vi er et af verdens rigeste og bedste lande at leve i. Og det bliver endnu mindre en selvfølge i fremtiden.

Hvis ikke vi gearer Danmark til at håndtere den udfordring, så bliver det os, der i fremtiden producerer billige andenrangsprodukter. Den udvikling kan ingen være tjent med.

Vi er i øjeblikket færd med at forhandle 2020-planen, som dels skal sikre balance i landets finanser, dels skal styrke danske virksomheders muligheder ved at holde snor i de offentlige udgifter.

Samtidig skal vi satse på forskning og udvikling. Viden er fundamentet for vækst. Derfor er det glædeligt, at vi nåede Barcelona-målsætningen om at bruge 3 pct. af BNP på forskning et år før tid. Derudover har vi fokuseret den strategiske forskning yderligere, så den i endnu højere grad kan understøtte områder, hvor Danmark har kommercielle styrkepositioner inden for energiteknologi, fødevarer og sundhed.

Udfaldet af de kommende ugers forhandlinger om 2020-planen vil have afgørende betydning for, hvor stærkt Danmark står rustet til fremtiden. Jeg håber, at det lykkes at lande en aftale, som ligger nogle faste skinner ud for de næste 10 år, og at nedenstående tre principper vil være retningsgivende:

- At vi fokuserer på at skabe værdierne frem for at fordele dem.

- At værdierne skabes i det private erhvervsliv.

- At hvis lighed skabes ved at gøre de rige fattigere – så har ingen vundet ved det.